Langeland med Fantasmen

Nogen blev gift med verdens bedste stykke Fantasme, og derfor var det også sådan, at man måtte tage på en bryllupsrejse. Til Langeland. Der skinnede solen ned på stråtækte tage, fuglebasserne trillede og verden var åben og helt vores.

På sådan en slags ferie er det okay at smovse ulækre sager, især når vejret er skidt og klokken mange. Det her er en fabrikslavet romkugle, der smagte af romessens og absolut intet andet. Jo, måske også lidt af lykke, mest fordi den blev nøje udvalgt af sukkergrisen of them all (Fantasmen).

På et stort træ, hvor enormt mange mennesker i forvejen havde ridset navne og årstal og hængt hulsten op, gjorde vi det helt samme. Jeg håber stadig vores sten hænger der om ti år. Eller bare ét år. Det gør os sådan lidt udødelige.

Blandt andre gode sager, som det er helt okay at guffe i sig, når det regner eller når man er tyk og glad på én gang, det er ostehaps (ost lavet af plastik og osteløbe).

På en strand på én af de dage, hvor vi ikke var ved at dø af sved, men hvor det til gengæld var lidt råt med mørkegrå skyer på den vanlige danske sommermåde. Vi åd os dårlige i hårde MAOAM-karameller (jeg forstår i øvrigt ikke, hvorfor de er så billige, - man får virkelig mange til en virkelig lav stykpris, og SÅ nedern er de da ikke?), løste krydsogtværs'er og fandt huller med sten i.

Hvad der var vores tro følgesvend de sidste dage på øen venligst udlånt af øko-parret på øko-gården Æblegården på den nordligste del af øen, - Tandemfætteren:

Det fede var, at vi næsten ikke blev uvenner. Fantasmen sad forrest og jeg sad bagest, og med hver vores respektive benlængder styrede vi krabaten op og ned ad uendeligt mange langelandske biveje, gader, stræder og skovstier. Det var sejt.

Her ses et grineanfald af de helt, helt gode. Grunden ses på næste billede.

Fantasmens episke klat-i-skægget. Den var så stor, og så sad den bare dér og gloede på mig. KÆMPE KLAT. Den mand kan spilde alt på alle steder. Det må også være svært at ha' skæg og være en førsteklasses spildegris på samme tid. Skægget fungerer vel nærmest som en slags tape.

Vi spillede MIKADO, old time retro-shit-spil, hvor jeg slet ikke blev sur eller hidsig.

En dag med glæde og frikadeller. Vi spiste frokost på sådan et øko-sted, - 'Sukkerfabrikken' hed det vist, og så lå det i en meget idyllisk, lille flække, hvor der også lå et stort, rødt slot, et Souvenirmuseum og snirklede veje. Så glad her er man, når man både må få mad og saft og holde i hånd og få tisset af inden for det samme kvarter:

Jeg har giftet mig med en mand, i hvis små naller det kilder meget kraftigt, hvis en mulighed for at komme i kontakt med dyr byder sig. Her er det rejer fra hav, fra Langelands hav altså, som fik muligheden for at møde Manden med Nettet. Han fangede rejer, vi kogte dem og spiste dem med citronpeber, for det var det eneste vi havde, og det var godt. Inden det skete, var der dog nogen, der lige skulle komme sig over iboende hysteri (når man ikke er vant til at pille en reje, så er det da harsk kost).

Det her er selvfangne rejer efter kogedøden indtraf.

En dag sad vi også på en havn et eller andet sted, hvor en gammel grillknark lavede Stjerneskud til os. I gamle dage sad jeg altid demonstrativt i solen, hvornår det end var mig muligt, men nu er jeg blevet så tyk og skyggetrængende, at det simpelthen ikke er til at døje. Her går jeg på kompromis med tynd vs. fed, hvor fed klart vinder.

Så gik vi lige inde i en by - Rudkøbing var det vist, den store tæt på broen i hvert fald - og var ved at indtage verdens største isvafler ('Ja, jeg vil gerne be' om tre kugler med guf' = 'Molestrer endelig mit indre med 6 gigakugler og halvanden kilo sødhedseksplosion'), og pludselig lå der en fugleklatsbunke på størrelse med Nordfyn på gaden. Kiggede man op fik man øje på tre RET kornfede svaleunger. Det skabte fornøjelse.

Her ovenover ses Fantasmens dejlige mandeskanker og så den cykel, som han lånte det første sted vi var. Det var jo sådan en sej sag fra 60'erne (I bet), hvor der var en klemme til kort. Dødsmart.

Her er vores aftensmad fra første aften, - det er en kombination af madpakker hjemmefra, som ikke blev spist i løbet af dagen, og så noget udefinerbart kød med kolde tomater og vand i glas. Og stearinlys, der brændte romantisk i skæret af lun sommeraften og hele to tv-kanaler.

Her er der en tyk basse, der skuer ind over land. Det var efter den første nat på øen, vi lånte gamle cykler af krofatter (det var ikke en kro, men det lyder bedre end Bed & Breakfast-fatter), og det her var vist den første strand, vi fandt. Måske var det faktisk allerede den første aften på øen. I hvert fald skues der. Det var dejligt.

Fusser i sand.

Her svedte vi, mens vi gik og gik og gik og gik. Heeeele vejen ud ad den vej dér lå et hus, hvor vi måtte indlogere os. Havde luften være fritureolie, var vi blev stegt som to fritter.

Fantasmen slæbte på det meste, men det er også fordi, at han er så stor og stærk, og så hører den slags med. Her er vi på vej ud af Tullebølle. Endnu ved vi ikke, at vi skal gå i cirka hundrede år, før nålet er mået. Eller omvendt.

Svend Sved i forkrampet hækle-mode

Nå. Men jeg sveder virkelig nogle gange. Og det kan vist ikke tilskrives matriklens temperaturniveau, for vinduerne gaber og luften kommer både ind og ud. Men lige pludselig - SMÅKAGE - så sveder jeg bare, virkelig meget. Jeg oddser, at det er fordi jeg er så tyk.

I øvrigt skal man nogle gange have lov til at være dummere end vådt snot, og det har jeg givet mig selv lov til i denne uge. For snart seks (s-e-k-s) måneder siden begyndte jeg at strikke på et babytæppe til fedebær, så han rigtig ku' bli' pakket ind i noget varmt og kreativt, som hans very own mom havde lavet til ham i al sin fødselsforberedelseskærlighed. Jeg kom så til at gå på kompromis med kvaliteten, fordi jeg på daværende tidspunkt ikke havde

nok moderfornemmelse til at indse, at acryl ikke er lige så sejt som uld, men virkelig ret meget billigere. Så - jeg brugte lige et halvt år på at betragte min egen dalende motivation for at få det shittæppe færdigt, samtidig med at min indsigt i, hvad der er bedst for bassen at sove under på kolde dage, forandredes. Nå.

Så nu har jeg købt noget ORDENTLIGT og helt fantastisk

alpacagarn i grøn og gul OG en hæklenål i størrelse FAT (ja, acrylhelvedet blev selvfølgelig lavet på verdens mindste strikkepinde, for når man er i gang med at opføre sig som imbecile snotbakterier, så kan man lige så godt gå all the way), og så kan han få et RIGTIGT vintertæppe.

Jeg kan dog ikke helt lade være med at være lidt selvpinerisk ud i mine håndarbejdseventyr, så jeg er begyndt på en klaskevud til føromtalte bærs fremtidige badeseancer; den hækles såmænd i størrelse er-det-en-hårnål-eller-en-hæklenål?

Good God. Krampe OG sved.

Kun et kussehår

For en lille time siden var vi nogen, der kun var et spinkelt, lille kussehår fra at have fået besudlet en vis rød C1'er med en stor, ond P-bøde. Phew. Jeg tør ikke tænke på alle de gange vi eller nogen vi kender har parkeret på vores fine vej i den gode tro, at det kun gjaldt om at score sig én af de få pladser i nærheden, ikke at det OGSÅ gjaldt om at 1) sætte p-skiven hver anden time eller 2) betale sig fra det (25 spind up front et ukendt kommuneagtigt sted).

Jeg bilder mig selv ind, at fordi jeg var sød, venlig og fuldstændigt ærligt uvidende omkring parkeringsreglerne (som offensichtlich eksisterer) i vores neighbourhood, valgte p-damen, der - som jeg fint kom valsende ned med affald og cykel på slæb - var I GANG med at udskrive bøden på sit Sorte Apparatur, at lade mig gå. Eller at lade mig parkere et nyt sted. Hvis man var flejnet over hendes igangværende havde man garanTERET fået sig en 510'er på halsen. I bet.

I dag må vi drage sydpå til Als og til svigerfamiliekomsammen. Als = idyl på speed, så jeg glæder mig. I øvrigt er min svigerfamilie RET dejlige, så det skal nok blive en lørdag uden lige.

Tynde med ø

Fantasmen kalder mig altid søde navne, - eller mindre søde, alt i mens hans fine øjne glitrer af kækhed. Hvis man siger 'Tykkeeee' til ham, når han opfører sig fjollet, siger han 'Tyndeeee' (og man smiler kærligt til ham, fordi man udmærket godt ved, at man slet ikke er tynd), - og så tilføjer han så et 'med ø'. HOOOV. Ih.

Jeg vil aldrig glemme at kalde ham kælenavne eller øgenavne, og jeg håber også at han bliver ved. Verden er et sjovere sted at være, når man ikke kun er sit eget navn, men også er en frikadelletøs, en dellefryd, en pølse, en skatteprut eller en el-skede.

Lastbilsoverhalinger og sengerandsspekulationer

Mand, hvor jeg hader at overhale lastbiler, især når vejret er vådt og vinden liiidt for ivrig. Det ER så ubehageligt at overhale lastbiler, for de sprutter og sprøjter med alt vandet, og de kan jo med ET forkert lille sving ødelægge mig og min mave og min mors fantastiske (men meget lille) C1'er på et SPLITsekund. Gys. Jeg er altid ved at skide en grøn ilder, når jeg overhaler kæmpebasserne - især i vådt vejr som sagt - for lastbilchauffører nyser også, de kan også få kaffen galt i halsen, og de kan også være fraværende i millisekunder. Føj. Men vi overlevede og nu er vi tilbage i gamle Århus. Ah. Fantasmen snorker, og jeg må få lidt te og banan.

Jeg har spekuleret over, hvorvidt sengeranden skal være hvid og fri for forstyrrelser, eller om den skal ha' farver og figurer og halløj på sig. Hvor meget stimulation kan sådan en baby tåle? Nonstop funny stuff at glugge på eller må vi godt slappe lidt af? Han får immervæk også uro'er og nysgerrige forældre, der konstant vil dikke-dikke og nåå-nåå'e af ham. Og sengetøj og bamser og musik. Jeg tror den bli'r hvid.

Prustelyde og osteoverdosis

Jeg må pruste, og jeg må ae min mave, for ham inden i bestemmer åbenbart p.t. hvordan det der med luftveje skal fungere indvortes mig. Det er som om han nogle gange får et flip, og så skal alle kræfter bruges på at gnubbe numse og tæer så hårdt som muligt ud mod verden. Gnubbe-gnubbe-gnubbe, sagde det. Nejnej, bliv endelig ved, bassefransen, endelig lidt hårdere og gerne lidt mere i højre side, for jeg kan faktisk næsten ikke mærke at du er der. Novra. Jamen, jaja, jeg vidste da bare ikke, at mave-unger bevægede sig så meget. Jeg kunne blive klogere.

I Nordjylland må man spise alle ostene i forældres køleskab, og man må sy på babysengetøj gjort af gammelt voksensengetøj, man må læse bøger (Sorg og camping, tjek, Den svære toer, tjek), og så må man glæde sig til gensyn med Fantasmen i morgen, når han åbner sine fine øjne efter natarbejde plus dertilhørende nødvendig søvn. Hej til Århus og hej til flere styr-på-baby-sager-beskæftigelsen. Og nå ja, hej til bloggen. Mon det vil blive virkelighed at bruge bloggen og blot disse et styks lousy hukommelse, - vil fremtiden nu blive fri for det med at ærge sig over glemte begivenheder, fordi de bare kan genopleves qua bloggen? Vi er nogen der håber det.

ÅRHUS - BERLIN.

Her følger ganske ucensureret de løbende notater, jeg gjorde mig, da Karina og jeg blaffede fra Århus til Berlin i slutningen af januar, 2010.

Med tommelfingeren i luften.

Første blafopsamler: Mand fra Vejle, samlede os op fem minutter efter vi begyndte med blafningen. 75 km down, 575 to go. Klokken er nu 10.41. Manden vil ikke fotograferes. Han er i bankverdenen. Vi har øl og spænding i maven. Glæde.

Anden blafopsamler hedder Jarek. Han er fra Polen og kører lastbil. Den er rød, der er regn på ruden, kulde udenfor, men Jarek ved egentlig ikke hvad det er han kører med. Jeg spurgte om det var dyr eller mad. Han rystede på hovedet. Jarek er kvintessensen af Polen. Karakteristiske træk, en blålig tattoo gør sig synlig, skægstubbe. Han kører pænt, rammer vejen, strømpefødder. Han spiser frugt og Karina prøver at udtale ord på polsk fra hans angielski-polski-ordbog. Jeg sidder på hans seng på forvasket blåt sengetøj med stjerner på, og strømlinede striber. Jarek forklarer på gebrokkent engelsk hvordan hans truckradio virker. Han kan snakke med andre lastbiler på samme frekvens indenfor en radius af 25-30 km. Jeg fascineres. Det her er lidt som i en film. Klokken er 11.46. Jeg tænker på hvad Jarek mon kører med. Hvad har han mon i lasten? Vi hører Pink Floyd. Jeg drømmer mig lidt væk, mens vinduesviskerne arbejder stædigt. Jareks kæber tygger høfligt vores tørre rugbrødshjemmebag. Kl. 12.22. kommer sandhederne på instrumentbrættet. Jarek har været sniper, har skudt folk, set døde mennesker. Han viser os sit ar fra en kniv. Hans ven skød og dræbte knivstikkeren. It’s no good. Jarek ryster på hovedet. Han var soldat i syv år og vinduesviskerne glider stædigt videre. Det sner.

Tredje blafopsamler hedder Nikolai. Han er russer og hans accent er slående. Han samler os op af pure pity; han kan se at vi fryser, og ved første øjekast ser han næsten for suspekt ud, men lever vi på kanten? Ja. Nikolai bor i Neumünster, men fastholder at han gerne vil køre os til Segelberg. Vi kører, vi snakker, der er nu 290 km. Til Berlin. Han vil køre os til Lübeck, siger at han alligevel ikke har andet at give sig til. Han går til danskundervisning i Sønderborg på VUC. Vi snakker om bløde d’er, russisk yndlingsmad, dansk musik og mode, og engang imellem snakker han i telefon, flydende russisk. Vi får hans nummer, så skal vi bare skrive når vi er i Neumünster lørdag, så kører han os til Danmark. Han er ung, 25 år. Han giver os citronbolcher og fortæller os at han har lyst til at køre os helt til Berlin. Man har lyst til at tænke: hvad er hans bagtanker? Hvorfor er han så sød? Nikolai kørte os til Upahl, tvang os til at tage imod alt for mange penge, cigaretter, red bull, og sågar en kniv. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over hans overvældende venlighed. Hvorfor? Hvorfor var han venlig, uden at forvente noget igen? Hvorfor er jeg så kynisk anlagt, at jeg fuldstændig slet ikke kan komme mig over det?

Fjerde blafopsamler tager os med i sin gule vogn, lidt modvilligt i starten og først efter at ha’ indtaget en wurst mit brötchen. Han har store, duskede øjenbryn og arbejder som sportsterapeut, han kører 130 km frem og tilbage hver dag til og fra arbejde. Han kørte os til en togstation, og hjalp os på toget og… Nu sidder vi her. Vi har siddet her i flere timer, men livet er slet ikke slemt, for vi har mødt verdens sjoveste og mærkeligste par, Sebastian og Tanja. STABILEN SEITENLAGE! Hun har brækket hans arm en gang og han har taget voldsomt mange stoffer i sin ungdom. Hans mimik og hans lyde er unikke. Vi griner og drikker Fiske Fjæs og fortæller historier. Toget er udsat på ubestemt tid, vi sidder fast og Berlin er bare to timer væk. WIR HASSEN GÜSTROW. Ich muss weinen. Nu sidder vi i en fremmed bil, klokken er snart elleve, vi har mødt Dicker og Günnar nu. Stav til suspekt. Jeg tror vi bli’r kørt til Berlin og jeg er lidt bange. Tanja bærer Fiske Fjæs som var den hendes barn.

Så ligger vi her. Klokken er næsten seks og den her dag har været en mellemting mellem fantastisk, bizar, vidunderlig, kold og mærkelig. Vi har balanceret mellem held og uheld hele dagen. Vejret har været imod os og vi må sande at fædre ved bedst. Når det så er sagt er det alligevel lykkedes os at komme fra Århus til Berlin på nitten timer uden at spendere en rød reje. Til gengæld er vi blevet pleased med en jævn, god blanding af kniv til selvforsvar, penge, sne, imødekommenhed, hustruvold, bonghoveder, selvsyn af verdens ulækreste lejlighed, hjemmelavet æblevin, pistacienødder, perserkatten Charlie og et tog, der aldrig kørte. Godnat.

Så blev det fredag. I går var en dejlig dag. Buzzwords: lækkert morgenmad med Lehmann, slips på hovedet, mobilglemning, Gopa og Irina, fantastisk lejlighed, mentalitet, som vi forelskes i, Currywurst 36 uden tarme men med 5 kg mayo, Fischladen; Vokü – vegetarmad, Dave, pool, øl. Fucking nice. Gopas vitser ej at forglemme, Humana i flere etager og mange kager, Bäckerei – himmelråbende skønt. I dag skal vi være sammen med søde Gopa og en Lisa, vi skal ha’ farve inkorporeret i hvid, skandinavisk hud. Vi kører på røven i U-bahn og nyder det.

Was ist pink und behindert? Flamongo.

Was ist braun und tauft? U-brot.

Was ist gesund und schwimmt auf den Wasser? Vollkornbrot.

Was ist grün und geht Nachts auf den Strich? Froschtituerte.

Was schwimmt und hat sechs lächer? Billiardfisch.

DAME-HOSEN. Kan du ikke li’ frisk mælk? Altså, jeg ved ikke, ikke sådan lige fra patten. Du taler sandhed.

Dette her er skrevet efterfølgende: Fredag brugte vi timer på farve på hud, kaffe og kage, og på en indisk restaurant fik vi lov at spise lækre ting. Naan med ost, ris og noget lækkert, hvis farve tenderede karrygul. Vi drak indiske øl og sludrede på flere sprog. Vi tog senere på bar i Neuköln, senere igen til en indflytterfest i verdens største lejlighed med dj-pult i hvert rum. Vi testede folks sociale bevidsthed og smed trøjerne. Vi dansede, drak vand fra en tom vodkaflaske og begav os senere hjem i sneen. Berlin var våd og intens, fødderne var kolde og smuttede rundt i plastikposer, men vi kunne mærke livet.

Tomas – han samlede os på ved en afkørsel et sted i Hamborg. Lørdag morgen tog vi toget fra Berlin til Hamborg, efter næsten at være blevet snydt rent prismæssigt af op til flere private billethajer. Vi hoppede på regionaltogene, skiftede i et væk ved alle mulige og umulige stationer. Jeg har ikke tænkt mig at tilføje Deustche Bahn som ven på Facebook. I Hamborg gav vi DB fingeren og fandt afkørslen sammen med en stor flaske god, tysk øl fra Bremen. Her fandt Tomas os. Han kørte en anden retning end den han skulle, bare for at hjælpe os til at stå det bedst mulige sted for næste lift. Tak, Tomas. Tomas arbejdede med at lave dimser til radioer, tror vi nok. Så mødte vi…

Daniella. Psykoterapeut og virkelig snaksalig, sød og venlig. Karrierekvinde. 50 km syd for Flensborg møder vi Tony fra Portugal slash Tyskland. Han skal helt til Århus og vi ånder lettet op. Heldet forfølger os, og der findes bare så mange søde, hjælpsomme mennesker. Kynisme begraves under flere meter sne sammen med fordomsfuldheden. Tony er gæv og kører sin store Thomsen-lastbil læsset med intet mindre end nitten ton salat som skal til Højbjerg og Brabrand. Den er vist rød og føj, hvor det sner. Vi snakker om Portugal, uddannelser, vi snakker om musik. Tony kan li’ at danse – rumba zum Beispiel. Den her tur har været intet mindre end virkelig skøn. Jeg vil savne Karina! Wir müssen weinen. Vi fortalte Gobas sjove vitser til Tony – de virkede! Trætheden melder sig. Outkast synger ordene nothing is forever og Karina er ved at tisse i bukserne.

Danmark med Tony, der var så hyggelig. Men vi strandede i den grad i Årslev. Fucking Årslev, hvor folk kører forbi, for at lade andre unge piger dø i vinterkulden. De ku’ da godt ha’ spurgt. Efter slurke af fiskefjæs og med mødet med rundkørsel stoppede en bil. Det måtte ha’ noget at gøre med at jeg småløb, da jeg så den, pegede og råbte: Den dér! Men ingen ved det. Pudsighed i anden: manden hed Jens Frederik Schiødt og var humanist, gammel dansklærer og nu organist og havde i halvfjerdserne været gift med Karinas gymnasiedramalærers lillesøster. Vi spørger: Hvad sker der? Jens sku kun til City Vest, men insisterede på at køre os hjem, velsagtens fordi han følte sig lidt forpligtiget efter alle de pudsigheder, og han kørte os helt hjem til Karina. Vi har badet, vi må smøre os ind i creme, vi må grine, vi må sove, og vi må spise lidt mere kage. Åh. Tak!