Langeland med Fantasmen

Nogen blev gift med verdens bedste stykke Fantasme, og derfor var det også sådan, at man måtte tage på en bryllupsrejse. Til Langeland. Der skinnede solen ned på stråtækte tage, fuglebasserne trillede og verden var åben og helt vores.

På sådan en slags ferie er det okay at smovse ulækre sager, især når vejret er skidt og klokken mange. Det her er en fabrikslavet romkugle, der smagte af romessens og absolut intet andet. Jo, måske også lidt af lykke, mest fordi den blev nøje udvalgt af sukkergrisen of them all (Fantasmen).

På et stort træ, hvor enormt mange mennesker i forvejen havde ridset navne og årstal og hængt hulsten op, gjorde vi det helt samme. Jeg håber stadig vores sten hænger der om ti år. Eller bare ét år. Det gør os sådan lidt udødelige.

Blandt andre gode sager, som det er helt okay at guffe i sig, når det regner eller når man er tyk og glad på én gang, det er ostehaps (ost lavet af plastik og osteløbe).

På en strand på én af de dage, hvor vi ikke var ved at dø af sved, men hvor det til gengæld var lidt råt med mørkegrå skyer på den vanlige danske sommermåde. Vi åd os dårlige i hårde MAOAM-karameller (jeg forstår i øvrigt ikke, hvorfor de er så billige, - man får virkelig mange til en virkelig lav stykpris, og SÅ nedern er de da ikke?), løste krydsogtværs'er og fandt huller med sten i.

Hvad der var vores tro følgesvend de sidste dage på øen venligst udlånt af øko-parret på øko-gården Æblegården på den nordligste del af øen, - Tandemfætteren:

Det fede var, at vi næsten ikke blev uvenner. Fantasmen sad forrest og jeg sad bagest, og med hver vores respektive benlængder styrede vi krabaten op og ned ad uendeligt mange langelandske biveje, gader, stræder og skovstier. Det var sejt.

Her ses et grineanfald af de helt, helt gode. Grunden ses på næste billede.

Fantasmens episke klat-i-skægget. Den var så stor, og så sad den bare dér og gloede på mig. KÆMPE KLAT. Den mand kan spilde alt på alle steder. Det må også være svært at ha' skæg og være en førsteklasses spildegris på samme tid. Skægget fungerer vel nærmest som en slags tape.

Vi spillede MIKADO, old time retro-shit-spil, hvor jeg slet ikke blev sur eller hidsig.

En dag med glæde og frikadeller. Vi spiste frokost på sådan et øko-sted, - 'Sukkerfabrikken' hed det vist, og så lå det i en meget idyllisk, lille flække, hvor der også lå et stort, rødt slot, et Souvenirmuseum og snirklede veje. Så glad her er man, når man både må få mad og saft og holde i hånd og få tisset af inden for det samme kvarter:

Jeg har giftet mig med en mand, i hvis små naller det kilder meget kraftigt, hvis en mulighed for at komme i kontakt med dyr byder sig. Her er det rejer fra hav, fra Langelands hav altså, som fik muligheden for at møde Manden med Nettet. Han fangede rejer, vi kogte dem og spiste dem med citronpeber, for det var det eneste vi havde, og det var godt. Inden det skete, var der dog nogen, der lige skulle komme sig over iboende hysteri (når man ikke er vant til at pille en reje, så er det da harsk kost).

Det her er selvfangne rejer efter kogedøden indtraf.

En dag sad vi også på en havn et eller andet sted, hvor en gammel grillknark lavede Stjerneskud til os. I gamle dage sad jeg altid demonstrativt i solen, hvornår det end var mig muligt, men nu er jeg blevet så tyk og skyggetrængende, at det simpelthen ikke er til at døje. Her går jeg på kompromis med tynd vs. fed, hvor fed klart vinder.

Så gik vi lige inde i en by - Rudkøbing var det vist, den store tæt på broen i hvert fald - og var ved at indtage verdens største isvafler ('Ja, jeg vil gerne be' om tre kugler med guf' = 'Molestrer endelig mit indre med 6 gigakugler og halvanden kilo sødhedseksplosion'), og pludselig lå der en fugleklatsbunke på størrelse med Nordfyn på gaden. Kiggede man op fik man øje på tre RET kornfede svaleunger. Det skabte fornøjelse.

Her ovenover ses Fantasmens dejlige mandeskanker og så den cykel, som han lånte det første sted vi var. Det var jo sådan en sej sag fra 60'erne (I bet), hvor der var en klemme til kort. Dødsmart.

Her er vores aftensmad fra første aften, - det er en kombination af madpakker hjemmefra, som ikke blev spist i løbet af dagen, og så noget udefinerbart kød med kolde tomater og vand i glas. Og stearinlys, der brændte romantisk i skæret af lun sommeraften og hele to tv-kanaler.

Her er der en tyk basse, der skuer ind over land. Det var efter den første nat på øen, vi lånte gamle cykler af krofatter (det var ikke en kro, men det lyder bedre end Bed & Breakfast-fatter), og det her var vist den første strand, vi fandt. Måske var det faktisk allerede den første aften på øen. I hvert fald skues der. Det var dejligt.

Fusser i sand.

Her svedte vi, mens vi gik og gik og gik og gik. Heeeele vejen ud ad den vej dér lå et hus, hvor vi måtte indlogere os. Havde luften være fritureolie, var vi blev stegt som to fritter.

Fantasmen slæbte på det meste, men det er også fordi, at han er så stor og stærk, og så hører den slags med. Her er vi på vej ud af Tullebølle. Endnu ved vi ikke, at vi skal gå i cirka hundrede år, før nålet er mået. Eller omvendt.