Svend Sved i forkrampet hækle-mode

Nå. Men jeg sveder virkelig nogle gange. Og det kan vist ikke tilskrives matriklens temperaturniveau, for vinduerne gaber og luften kommer både ind og ud. Men lige pludselig - SMÅKAGE - så sveder jeg bare, virkelig meget. Jeg oddser, at det er fordi jeg er så tyk.

I øvrigt skal man nogle gange have lov til at være dummere end vådt snot, og det har jeg givet mig selv lov til i denne uge. For snart seks (s-e-k-s) måneder siden begyndte jeg at strikke på et babytæppe til fedebær, så han rigtig ku' bli' pakket ind i noget varmt og kreativt, som hans very own mom havde lavet til ham i al sin fødselsforberedelseskærlighed. Jeg kom så til at gå på kompromis med kvaliteten, fordi jeg på daværende tidspunkt ikke havde

nok moderfornemmelse til at indse, at acryl ikke er lige så sejt som uld, men virkelig ret meget billigere. Så - jeg brugte lige et halvt år på at betragte min egen dalende motivation for at få det shittæppe færdigt, samtidig med at min indsigt i, hvad der er bedst for bassen at sove under på kolde dage, forandredes. Nå.

Så nu har jeg købt noget ORDENTLIGT og helt fantastisk

alpacagarn i grøn og gul OG en hæklenål i størrelse FAT (ja, acrylhelvedet blev selvfølgelig lavet på verdens mindste strikkepinde, for når man er i gang med at opføre sig som imbecile snotbakterier, så kan man lige så godt gå all the way), og så kan han få et RIGTIGT vintertæppe.

Jeg kan dog ikke helt lade være med at være lidt selvpinerisk ud i mine håndarbejdseventyr, så jeg er begyndt på en klaskevud til føromtalte bærs fremtidige badeseancer; den hækles såmænd i størrelse er-det-en-hårnål-eller-en-hæklenål?

Good God. Krampe OG sved.