Opgave II. Krav: Maks 400 og der skal fokuseres på det at opbygge en historie. Den sidste sætning er obligatorisk og lyder "..og så smed han den ud."
Overboen trak ud og toiletvandet rislede forbi ham bag savsmuldstapetet. Han stirrede mørkt på boremaskinen i sin hånd. I dag var planen at hænge gardiner op, og de skulle have en stang til formålet. Seks sølvgrå skruer havde rottet sig sammen med en gruppe rawlplugs, der i forvejen havde brugt hele formiddagen på at håne ham med beskidte tilråb. Han skævede usikkert til kassen med bor og bits. Den stod endnu uåben på bordet.
Boremaskinen blev tung i hans hånd. Han tog et fastere greb om den og tvang sig selv til at se op på kuglepensprikkerne. Han sank en klump, mens overboens højtalere skreg. En udrykning fra gaden knitrede i luften.
- Ska' du ha' hjælp? Hans kæreste stod i døren og duftede af stegt torskerogn.
- Nej, nej. Han virrede med hovedet. Det skulle blive løgn.
- Okay. Der er frokost om lidt. Hun smilede til ham. De røde sokker valsede ud i køkkenet igen.
Klistermærket på kassen lovede bits i alle størrelser og bor til både mur, træ og metal. Han valgte en, som virkede spids nok. Trappestigen gav sig nervøst under ham. På den anden side af vinduet voldtog vinden gårdhavens grædende efterårsløv. En due sank stakåndet sammen i en bunke af gult. Han brugte begge hænder, da han satte boremaskinen mod væggens tinding. Nu gik det løs. Pegefingeren trykkede aftrækkeren i bund og øjnene pressede sig i. Larmen fra hans værktøj gik i en syndig symfoni med overboens dunkende technosession. Væggen snøftede, men rykkede sig ikke en millimeter.
Han holdt inde og kiggede forbløffet fra væg til boremaskine. Der var ikke sket en fløjtende fis. Han så uforstående frem for sig.
- Vi spiser nu, skat. Hans kæreste var tilbage, smilende under dørkarmen.
- Æh, ja, mumlede han. Det var ikke lykkedes ham at skjule sin forvirring.
Hendes pupiller flød over og formede sig som to små spørgsmålstegn.
- Jamen, den virker ikke. Sådan noget skrald! Han fnøs.
Så grinede hun. Hun tog sig til maven, og hendes kinder blev våde. Hun blev ved. Latteren fik ham til at smile, uden at han forstod sammenhængen. Hun hikstede nu.
- Du har brugt en bit! Hendes grin overdøvede wc-vandet, der på ny strømmede gennem rørene.
Så fattede han det. En følelse af ikke at være sit køn værdigt bølgede igennem ham, men så måtte han også grine. Følelsen blegnede og så smed han den ud.
