ÅRHUS - BERLIN.

Her følger ganske ucensureret de løbende notater, jeg gjorde mig, da Karina og jeg blaffede fra Århus til Berlin i slutningen af januar, 2010.

Med tommelfingeren i luften.

Første blafopsamler: Mand fra Vejle, samlede os op fem minutter efter vi begyndte med blafningen. 75 km down, 575 to go. Klokken er nu 10.41. Manden vil ikke fotograferes. Han er i bankverdenen. Vi har øl og spænding i maven. Glæde.

Anden blafopsamler hedder Jarek. Han er fra Polen og kører lastbil. Den er rød, der er regn på ruden, kulde udenfor, men Jarek ved egentlig ikke hvad det er han kører med. Jeg spurgte om det var dyr eller mad. Han rystede på hovedet. Jarek er kvintessensen af Polen. Karakteristiske træk, en blålig tattoo gør sig synlig, skægstubbe. Han kører pænt, rammer vejen, strømpefødder. Han spiser frugt og Karina prøver at udtale ord på polsk fra hans angielski-polski-ordbog. Jeg sidder på hans seng på forvasket blåt sengetøj med stjerner på, og strømlinede striber. Jarek forklarer på gebrokkent engelsk hvordan hans truckradio virker. Han kan snakke med andre lastbiler på samme frekvens indenfor en radius af 25-30 km. Jeg fascineres. Det her er lidt som i en film. Klokken er 11.46. Jeg tænker på hvad Jarek mon kører med. Hvad har han mon i lasten? Vi hører Pink Floyd. Jeg drømmer mig lidt væk, mens vinduesviskerne arbejder stædigt. Jareks kæber tygger høfligt vores tørre rugbrødshjemmebag. Kl. 12.22. kommer sandhederne på instrumentbrættet. Jarek har været sniper, har skudt folk, set døde mennesker. Han viser os sit ar fra en kniv. Hans ven skød og dræbte knivstikkeren. It’s no good. Jarek ryster på hovedet. Han var soldat i syv år og vinduesviskerne glider stædigt videre. Det sner.

Tredje blafopsamler hedder Nikolai. Han er russer og hans accent er slående. Han samler os op af pure pity; han kan se at vi fryser, og ved første øjekast ser han næsten for suspekt ud, men lever vi på kanten? Ja. Nikolai bor i Neumünster, men fastholder at han gerne vil køre os til Segelberg. Vi kører, vi snakker, der er nu 290 km. Til Berlin. Han vil køre os til Lübeck, siger at han alligevel ikke har andet at give sig til. Han går til danskundervisning i Sønderborg på VUC. Vi snakker om bløde d’er, russisk yndlingsmad, dansk musik og mode, og engang imellem snakker han i telefon, flydende russisk. Vi får hans nummer, så skal vi bare skrive når vi er i Neumünster lørdag, så kører han os til Danmark. Han er ung, 25 år. Han giver os citronbolcher og fortæller os at han har lyst til at køre os helt til Berlin. Man har lyst til at tænke: hvad er hans bagtanker? Hvorfor er han så sød? Nikolai kørte os til Upahl, tvang os til at tage imod alt for mange penge, cigaretter, red bull, og sågar en kniv. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over hans overvældende venlighed. Hvorfor? Hvorfor var han venlig, uden at forvente noget igen? Hvorfor er jeg så kynisk anlagt, at jeg fuldstændig slet ikke kan komme mig over det?

Fjerde blafopsamler tager os med i sin gule vogn, lidt modvilligt i starten og først efter at ha’ indtaget en wurst mit brötchen. Han har store, duskede øjenbryn og arbejder som sportsterapeut, han kører 130 km frem og tilbage hver dag til og fra arbejde. Han kørte os til en togstation, og hjalp os på toget og… Nu sidder vi her. Vi har siddet her i flere timer, men livet er slet ikke slemt, for vi har mødt verdens sjoveste og mærkeligste par, Sebastian og Tanja. STABILEN SEITENLAGE! Hun har brækket hans arm en gang og han har taget voldsomt mange stoffer i sin ungdom. Hans mimik og hans lyde er unikke. Vi griner og drikker Fiske Fjæs og fortæller historier. Toget er udsat på ubestemt tid, vi sidder fast og Berlin er bare to timer væk. WIR HASSEN GÜSTROW. Ich muss weinen. Nu sidder vi i en fremmed bil, klokken er snart elleve, vi har mødt Dicker og Günnar nu. Stav til suspekt. Jeg tror vi bli’r kørt til Berlin og jeg er lidt bange. Tanja bærer Fiske Fjæs som var den hendes barn.

Så ligger vi her. Klokken er næsten seks og den her dag har været en mellemting mellem fantastisk, bizar, vidunderlig, kold og mærkelig. Vi har balanceret mellem held og uheld hele dagen. Vejret har været imod os og vi må sande at fædre ved bedst. Når det så er sagt er det alligevel lykkedes os at komme fra Århus til Berlin på nitten timer uden at spendere en rød reje. Til gengæld er vi blevet pleased med en jævn, god blanding af kniv til selvforsvar, penge, sne, imødekommenhed, hustruvold, bonghoveder, selvsyn af verdens ulækreste lejlighed, hjemmelavet æblevin, pistacienødder, perserkatten Charlie og et tog, der aldrig kørte. Godnat.

Så blev det fredag. I går var en dejlig dag. Buzzwords: lækkert morgenmad med Lehmann, slips på hovedet, mobilglemning, Gopa og Irina, fantastisk lejlighed, mentalitet, som vi forelskes i, Currywurst 36 uden tarme men med 5 kg mayo, Fischladen; Vokü – vegetarmad, Dave, pool, øl. Fucking nice. Gopas vitser ej at forglemme, Humana i flere etager og mange kager, Bäckerei – himmelråbende skønt. I dag skal vi være sammen med søde Gopa og en Lisa, vi skal ha’ farve inkorporeret i hvid, skandinavisk hud. Vi kører på røven i U-bahn og nyder det.

Was ist pink und behindert? Flamongo.

Was ist braun und tauft? U-brot.

Was ist gesund und schwimmt auf den Wasser? Vollkornbrot.

Was ist grün und geht Nachts auf den Strich? Froschtituerte.

Was schwimmt und hat sechs lächer? Billiardfisch.

DAME-HOSEN. Kan du ikke li’ frisk mælk? Altså, jeg ved ikke, ikke sådan lige fra patten. Du taler sandhed.

Dette her er skrevet efterfølgende: Fredag brugte vi timer på farve på hud, kaffe og kage, og på en indisk restaurant fik vi lov at spise lækre ting. Naan med ost, ris og noget lækkert, hvis farve tenderede karrygul. Vi drak indiske øl og sludrede på flere sprog. Vi tog senere på bar i Neuköln, senere igen til en indflytterfest i verdens største lejlighed med dj-pult i hvert rum. Vi testede folks sociale bevidsthed og smed trøjerne. Vi dansede, drak vand fra en tom vodkaflaske og begav os senere hjem i sneen. Berlin var våd og intens, fødderne var kolde og smuttede rundt i plastikposer, men vi kunne mærke livet.

Tomas – han samlede os på ved en afkørsel et sted i Hamborg. Lørdag morgen tog vi toget fra Berlin til Hamborg, efter næsten at være blevet snydt rent prismæssigt af op til flere private billethajer. Vi hoppede på regionaltogene, skiftede i et væk ved alle mulige og umulige stationer. Jeg har ikke tænkt mig at tilføje Deustche Bahn som ven på Facebook. I Hamborg gav vi DB fingeren og fandt afkørslen sammen med en stor flaske god, tysk øl fra Bremen. Her fandt Tomas os. Han kørte en anden retning end den han skulle, bare for at hjælpe os til at stå det bedst mulige sted for næste lift. Tak, Tomas. Tomas arbejdede med at lave dimser til radioer, tror vi nok. Så mødte vi…

Daniella. Psykoterapeut og virkelig snaksalig, sød og venlig. Karrierekvinde. 50 km syd for Flensborg møder vi Tony fra Portugal slash Tyskland. Han skal helt til Århus og vi ånder lettet op. Heldet forfølger os, og der findes bare så mange søde, hjælpsomme mennesker. Kynisme begraves under flere meter sne sammen med fordomsfuldheden. Tony er gæv og kører sin store Thomsen-lastbil læsset med intet mindre end nitten ton salat som skal til Højbjerg og Brabrand. Den er vist rød og føj, hvor det sner. Vi snakker om Portugal, uddannelser, vi snakker om musik. Tony kan li’ at danse – rumba zum Beispiel. Den her tur har været intet mindre end virkelig skøn. Jeg vil savne Karina! Wir müssen weinen. Vi fortalte Gobas sjove vitser til Tony – de virkede! Trætheden melder sig. Outkast synger ordene nothing is forever og Karina er ved at tisse i bukserne.

Danmark med Tony, der var så hyggelig. Men vi strandede i den grad i Årslev. Fucking Årslev, hvor folk kører forbi, for at lade andre unge piger dø i vinterkulden. De ku’ da godt ha’ spurgt. Efter slurke af fiskefjæs og med mødet med rundkørsel stoppede en bil. Det måtte ha’ noget at gøre med at jeg småløb, da jeg så den, pegede og råbte: Den dér! Men ingen ved det. Pudsighed i anden: manden hed Jens Frederik Schiødt og var humanist, gammel dansklærer og nu organist og havde i halvfjerdserne været gift med Karinas gymnasiedramalærers lillesøster. Vi spørger: Hvad sker der? Jens sku kun til City Vest, men insisterede på at køre os hjem, velsagtens fordi han følte sig lidt forpligtiget efter alle de pudsigheder, og han kørte os helt hjem til Karina. Vi har badet, vi må smøre os ind i creme, vi må grine, vi må sove, og vi må spise lidt mere kage. Åh. Tak!