onsdag den 10. juni 2009
Hurtigskrivning om dagens sanseindtryk
Bitter kaffe farver tungen mørk, tester drøblens velvilje. Lyde fra køkkenet, en mor i aktion. Fisk, vand, kaffe, kaffe, vindruer, der syrligt omfavner en lettere forbrændt smagsløgsinstans. Et tastur med eget liv, jeg prøver lidt på at få det til at samarbejde, jeg aner ikke om det fungerer. Det fucking regner endnu engang, jeg tænker på min morgen. Dyneduft og velbehag, kulde og varme på samme tid, duften af gammel cigaretrøg er næsten væk. Gammel isbøtte må ikke vælte. Det duer ikke for stakkels, svært rustikke gulvtæppe. Jeg mærker ham. Varme, morgenduft, jeg skal tisse. Nøgen tripning, duft af regn, ensomhed på et lille badeværelse. Baderum. Rummet. Metermåler. Måleske. Ske. Teske. Skete. Test. Stuen. Jeg tænker på de ældre fotografier, hængt op i kvadratiske mønstre på tapetvæg. Hvide vægge, duft af møbler, duft af engagement, duften af det kendte. Striberne på mig fanger min opmærksomhed, kaster mig tilbage til Thailand, trykkende hede og billigt medicin. Jeg griner, ler, det bobler ved tanken om fortiden, om rejsen, om menneskerne. Jeg rækker tunge af fremtiden, ser mig ikke tilbage, glemmer det hele lidt. Strand, dans, bajere, boblende bobler, fryd på dåse. Jeg mindes tidligere tider, ungt liv. Farlig cocktail. Jeg tænker lidt på mørkhåret pige, på vinduer, på smøger. Vender tilbage til min morgen, sammenkrøllet stræklagen, forpulet rødvinsklat, smeltet i ét med vinglasbund. Regnen tikker på ruden. Jeg tager hjem. Kaffe. Bitter smag af kaffen jeg glemte. Men den er stadig varm, mor. Og bitterheden er god. Bitter forenes med fraværet af hovedpine, bitterheden omfavner onsdag formiddag med en slagtet veltilfredshed. Jeg slagtede mit hår, mærker irriteret min bund alt for godt. Gro, for helvede. Morgenen er væk, erstattet, erobret af sen eftermiddag. Jeg gør klar til at kysse klokken seksten nul syv farvel, vender mig ikke om, blinker til mig selv i spejlet og åbner den grønne bog ved min side. Slår op på side enogtyve og læser mig væk.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar