torsdag den 4. juni 2009

Fryd ved lyd

Et undertrykt fnis rumler inde bag min drøbel. Jeg ser mig om. Ingen har set hvad der netop skete, jeg står alene i mit køkken. Hurtigt samler jeg agurke-skiven op fra gulvet, tommeltottens overflade i nærkontakt med våd agurke-kød, og taber den igen, denne gang med vilje. Klask, siger det og en ny fnisen fødes.
Frydes I også ved bestemte lyde? I min verden går gode lyde hånd i hånd med lyserød guf på en sommeraften i Tversted – det er cremen af cremen uden undtagelse. Lad mig komme med flere eksempler.

Fødevarekategorien ligger klart øverst. Det morsomme agurke-skive-klask er min favorit, mens sodavandsdåse-oplukningsklikket med efterfølgende udløsning af kulsyrebobler snildt napper i agurke-bagendens mørkegrønne skræl. Når der vendes noget vendbart i en dertil indrettet mat plastikskål, (det være sig med gummi-dejskraber, træske eller et andet tilpas blødt redskab) ja, så kilder det i min mave af rent velbehag. Den tilhørende lydeffekt er nærmest afstressende, hvis man lige tager sig tid til at lytte.

Madlavningens endeligt fører mig hen i sofaen med et blødt tæppe og en hård bog. Bogstaverne vælter mig i møde, udfordrer mine celler i øverste afdeling og beriger mig med nye billeder. Efter endt session klapper jeg bogen sammen med et nydeligt smæk. Et smæk der lover mine sanser skøn stimulering; enten duften af gammel, indbundet biblioteksbog eller duften af nyindkøbt plastikpaperback når mine hengivne næsebor, for ikke at tale om lyden. Smæk, kun som en bog kan smække sammen. Og som indholdet kan byde på stride modsætninger, kan selve bogen det også. Hvem har ikke tabt en tung bog på gulvet og instinktivt forsøgt at holde sig for ørerne inden tyngdekraften og bogen tilsammen udløser et højt brag? Av min arm.

Mens jeg brusebader, oplever jeg et sandt mekka af lækre lyde. Vandet, der som bekendt både risler, løber, pjasker og spuler, er i sig selv rent lydmæssigt håbløst tilfredsstillende. Fra højtalerne emmer det af Janis Joplins ru røst så øredøvende højt, at alt tomrum omkring mig er fyldt op til randen; ikke-eksisterende. Det er fantastisk.
Da jeg åbner døren ind til stuen, bliver jeg mødt af en lyd så gennemtrængende at jeg næsten får åndenød. Min mor nøs lige. Ingen kan nyse som min mor. Det er så pludselig og så voldsom en lyd, og dog så bekendt og så vant. Lyden fremkalder hver gang smil og prosit.

De bedste lyde er dem som man troede man havde glemt og som formår at kalde fryd og fortidsfornemmelser frem. I selskab med dufte er det dem, der som en ru kattetunge kan slikke flere sanser på samme tid. En glædelig overraskelse kan ikke tørre smilet af den mest mugne pessimist og sådan forholder det sig for mit vedkommende også med lyde – livet er for kort til ikke at nyde de frydefulde lyde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar