Opgave I. Krav: Maks 300 ord og ikke mere end fem replikker til hver. Emnet er opbrud, hvor en person skal slå op med sin kæreste.
- Mælken lugter. Den ser også lidt forkert ud i farven. Hun så op på ham. Hans reaktion udeblev. Hun betragtede ham og mærkede hvordan køkkenet blev mindre. Loftet gav sig og gulvet krakelerede under dem i ovale sprækker. Han syntes ikke at ænse det.
- Den er for gammel. Det er jo derfor. Hun viste ham kartonens stemplede dato, pegede på den, så han kunne se den. Væggene begyndte at ryste, og han nikkede uden at fjerne blikket fra avisen. Hun rakte ud efter sit fyldte glas og drak den blege mælk i lange drag. Den store viser på hans armbåndsur tikkede om kap med den skælvende stilhed, der med taktfaste slag indtog tomrummets marv. Han bladrede en side og bed sig i tommelfingeren.
-Den smager som den plejer. Hvorfor mon den gør det? Hun kiggede på det tomme glas med spor af bristet skum på indersiden.
- Jeg kommer sent hjem i dag. Han foldede avisen sammen og rømmede sig. Morgensolen glanede ind mellem skæve persienner og gik i stykker, da den ramte hans ansigt. Han rejste sig uden at kigge på hende.
-Men den smager som den plejer. Er det ikke mærkeligt? Fodlisterne rev sig løs. Gulvet blev levende.
- Hvad fabler du om? For første gang den morgen så han på hende. En vant kulde bankede hendes øjne mørke, og hun besvarede hans blik.
- Mælken. Jeg fabler om mælken. Den lugter, og den ser forkert ud. Men jeg drak den, og den smagte normalt.
- Det forstår jeg ikke hvorfor du gjorde. Han kiggede tomt på hende.
Hun rejste sig op, vendte sig væk, og med et mælkeskæg på læben gik hun fra ham.
Mmm... "spor af bristet skum" :-) Du er sej, søs.
SvarSletYou make me smile. Jeg vidste at du ville kunne li' den sætning. Det er også min favorit. Hvem sagde blodsbeslægtede? Jeg savner dig!
SvarSlet